Behandlinger med bidskinner
Bidfunktionsproblemer kan være meget smertefulde og generende. De omfatter blandt andet smerter i kæbeled eller tyggemuskler, hovedpine, nakkespændinger, tandslid, knagen/knæk fra kæbeleddene eller problemer med at åbne og lukke munden.
Oplever du en akut hændelse med f.eks et slag på kæben eller en overbelastning af leddet, vil det ofte gå over af sig selv i løbet af nogle dage eller uger. Men er dine problemer mere kroniske vil det være en god ide at kontakte tandlægen.
Anatomisk set sidder kæbeleddene lige foran ørerne, og derfor hører vi naturligvis med det samme lydene fra leddene. At dit kæbeled knækker eller knaser er ikke nødvendigvis tegn på farlig sygdom. Kroppens andre led har også "lyde", men dem hører vi af gode grunde ikke så let.
Har du mistanke om at du skærer tænder eller tandpresser, kan vi på klinikken lave en bidfunktionsundersøgelse. Vi finder ud af omfanget af dine symptomer, og i nogle tilfælde kan løsningen være en bidskinne. En bidskinne laves efter en præcis afstøbning af dine tænder og sammenbid. Rationalet er at lave et nyt og afslappet bid, hvor dine tyggemuskler og kæbeled kommer i en afslappet position. Dette aflaster led og muskler og reducerer belastningen på dine tænder. Hvis dine tænder hurtigt slides pga tænderskæren er det vigtigt at få en bidskinne, som gør at sliddet ikke har mulighed for at fortsætte.
Kontakt os her på klinikken for mere information og evt en tid til undersøgelse.